Program 2021

Program for Blue Bridge 2021

 

13:00 - Nillerband

I skyggen af coronaen er der opstået et nyt orkester i Bjert: Nillerband! Stig Friis og Niller Johansen trængte til at spille musik, og da deres  sædvanlige orkestre holdt coronapause, startede de med at spille i Nillers kælder. De blev hurtigt enige om at spille nogle af de numre, som Niller og Stig havde skrevet til de to CD’er med Niller & Crew, som udkom i begyndelsen af årtusindet - plus et par nye.

Svend Hausted, Jørgen Hausted og Bjarne Kirkemann kom snart med i bandet, og efter en intensiv kælderøvning var der 16 -17 numre i spil. Musikken der spilles i Nillerband er en god blanding af rock, blues, country og jazz med et strejf af reggae og calypso.

13:00 - Nillerband
 

13:45 - Humbug

Humbug er et band udsprunget fra Munkensdam Gymnasium. Humbug spillede i oktober på Vinduet og er nu klar til at indtage den større scene på Blue Bridge 2021. Bandet består af 6 medlemmer: Jonatan (sang), Sebastian (trommer), William (guitar), Christian (Guitar), Osvald (Bas) og Christian (Saxofon). Bandet spiller covernumre, og bevæger sig helt fra stille guitarballader til højenergiske rocknumre.

13:45 - Humbug
 

14:45 - Tonight´s The Night

“Tonight´s The Night” spiller primært kopimusik. Det meste af musikken vi spiller er Americana - et amalgam af amerikanske musikgenrer, som er hentet fra blandt andet folk, country, blues, rytme og blues. Det er navne som Johnny Cash, Willy Nelson, Neil Young, Bob Dylan, Warren Zevon, Aimee Mann, I´m With Her og naturligvis The Beatles.

Se en lille film om TTN
14:45 - Tonight´s The Night
 

15:30 - Barbro

Tidligere har man kunnet opleve Barbro med ansigtet begravet i en trommemaskine som en del af bandet Jenny, der dyrkede et syntetisk, fandenivoldsk udtryk. Med sit soloprojekt træder Barbro frem i spotlysets skrøbelige rum og skaber en direkte forbindelse mellem krop og musik. 

Læs om Barbro
15:30 - Barbro
 

16:30 - HANKØN

HANKØN er et spritnyt pigeband, der er spiret op af Klejtrup Musikefterskoles musikalske muld, hvor de mødte hinanden på årgang 2020/21.

Med rock/funk musikken som base bevæger pigerne sig rundt i et univers af fest, power og rifs, og vi vil blive præsenteret for energiske udgaver af nyere hits samt bevæge os tilbage til 70ernes grooves og soulmusik.
Bandet blev i starten af juli udfordret, da 2 medlemmer, måtte melde afbud.
Heldigvis er der dygtige musikere i deres omgangskreds og bla den lokale sanger Carla Vestergaard er trådt til.
Bandet består af Carla Vestergaard (sang), Lucca Bach Knudsen (bas/kor), Rosa Sofia Harder ( Trommer) Frida Holm-Hansen (guitar/keys; Frida er fra Bjert og har optrådt flere gange tidligere til Blue Bridge) og Ejner Jonson (guitar).
Pigerne og gæsteguitarist Ejner kommer med en opsparet, potent energi og har lovet give den maksimalt gas på alle mulige tangenter, når der fyres op for koncerten til BB21!
16:30 - HANKØN
 

17:30 - Calby

Bag kunstnernavnet Calby, der i øvrigt er en sammentrækning af Copenhagen og Valby, står Mik Thybo, der er sanger, sangskriver og producer. 


Hans sange og univers bevæger sig i krydsfeltet mellem soul, pop og indie rock og besidder en tidløshed, som gør det svært at definere, om musikken er skabt i dag eller i en anden tidsalder. 
Der er fokus på det gode håndværk, live instrumenter og den stærke sang. 

Læs om Calby
17:30 - Calby
 

18:45 - Animaux Animé

Animaux Animé kommer blæsende ud af Koldings undergrund med et hidsigt mix af disko, punk og 80'er synthesizers. Energien er ikke til at tage fejl af og live får den kun et ekstra hak op ad med Thor W i spidsen for et højenergisk, teatralsk kaos.

 

Animaux Animé
18:45 - Animaux Animé
 

19:45 - The Savage Rose

Når regnskabet engang skal gøres op med hensyn til dansk rockmusik, som den efterhånden har udfoldet sig i over 50 år, vil man uvægerligt finde The Savage Rose et sted helt oppe i toppen af pyramiden. (Information).

Annisette og resten af hendes band var forud for deres tid for cirka 40 år siden. Det er de stadig. (Jyllands Posten)

…den aktuelle inkarnation af The Savage Rose er tættere sammenspillet og simpelthen bare bedre end nogensinde. (Gaffa)

Læs om The Savage Rose
19:45 - The Savage Rose
 

21:15 - Raffnband feat. Danish Pete

Raffnband feat. Danish Pete er eksemplet på hvordan man forener gak, løjer og fællesdans med guitarspil i verdensklasse. Raffnband feat. Danish Pete spiller udvalgte pop- og rockperler med masser af stål og nerve.

Danish Pete aka Peter Honore er en dansk guitarist bosat i London. Peter har turneret med en lang række af internationalt kendte bands herunder Westlife, Atomic Kitten og Tom Jones.

Med Raffnband feat. Danish Pete er Peter tilbage blandt gamle venner. Bandet tæller musikere fra det jyske musikkonservatorium med hang til vildskab og masser af god energi.

21:15 - Raffnband feat. Danish Pete
 

22:15 - Patina

Den grænsesøgende trio PATINA er klar til at indtage landets livescener med debutalbummet ’Drømmefanger’ i bagagen

På trods af verdenskrisen, så har 2020 været et gennembrudsår for trioen PATINA. Her gjorde det sydfynske band for alvor deres indtog på den danske musikscene og blev belønnet med en nominering til P3s talentpris, en flot efterårstour samt årets mest spillede sang på P3 med hittet ’Flammer Rammer’.

Læs om PATINA
22:15 - Patina
 

23:15 - Monophones feat. Jesper Bøllehus

Monophones er et lokalt blues-band bestående af Leendert Bjerg (guitar), Jørgen Bak (bas), Niels Bo Thomsen (trommer) og Philip Holm-Hansen (keyboard). Bandet har skiftende sangere med til deres koncerter, hvilket giver god dynamik og afveksling. Til koncerten på Blue Bridge 2021 er det Jesper Bøllehuus på vokal, som med sin sprøde, hæse, blusede stemme vil give den gas, og mon ikke han også lufter sin mundharmonika.

Monophones har gennem de sidste par år optrådt flere gange på Blue Bridge scenen i Vinduet, men det er første gang, at de med fuldt band skal spille på Blue Bridge festivalen.

Se Monophones optræde til BB-fredagsbar
23:15 - Monophones feat. Jesper Bøllehus

Download program

Her kan du downloade musikprogrammet og tidspunkter for Blue Bridge 2021

Musikprogram 2021

Blue Bridge sponsorer 2021
For at kunne lave så fed en festival og så mange musikaktiviteter på Stenderuphalvøen, er vi afhængige af støtte fra vores fantastiske sponsorer og samarbejdspartnere.
TUSIND TAK!